Tak for igår. Det var dejligt at se jer allesammen. Jeg holder utroligt meget af jer. Også dig, Johan.
Jeg var rigtig glad for første halvdel. Så har jeg det sådan lidt det-man-skriger-er-man-selv agtigt med den sidste halvdel af aftenen. Og jeg tager gerne skylden på mig. Undskyld. Jeg blev vred.
Men hvad synes i om i går aftes? Hvordan oplevede i aftenen?
Jeg synes I allesammen er interessante, intelligente og reflekterende mennesker, og det er helbredende for mig at lære jer at kende i mine voksenår efter en barndom hvor jeg blev hjernevasket til at hade og frygte jer(tre). Det der skete i går var voldsomt, absurd og symptomatisk for vores dysfunktionelle ophav. Som du sagde Martin så er definitionen på vanvid at gøre det samme igen og igen men forvente at der skal ske noget nyt. I tre har hver især indtaget jeres niche/rolle/våben/forsvar i forventningen om at hvis jeg nu provokerer/råber/skælder ud/græder så vil MIN sandhed/følelser blive forstået og relationerne vil "komme på plads". Ingen lytter til hinanden, ingen anerkender hinanden, ingen taler om det det EGENTLIG handler om, der er kun magtkampe, overlegenhed og underdanighed. Det er ikke så mærkeligt, for som jeg har forstået, så har jungleloven hersket ligeså meget i jeres barndomshjem som i vores, altså ingen klare grænser, tydelige voksne eller åben kommunikation/anerkendelse, enhver må kæmpe for sin egen overlevelse. Dette siger jeg ikke fordi jeg vil indlede et "forældre-korstog", de er dem de er og var og det eneste der er relevant at tale om er hvad vores opvækst med dem har betydet for vores personlige udvikling og vores relationer til hinanden, for, forhåbentlig, på sigt at kunne finde frem til en "fælles" historie, velvidende at vi har hver vores, men i det mindste anerkende hinandens divergerende fortællinger og reflektere over vores egen del i den fortsatte familiehistorie. Det er desværre et af de største ofre i dysfunktionelle familier, at søskende bliver splittet ad i konkurrencen om den smule anerkendelse, omsorg og nærvær der var tilgængeligt, så i stedet for at være den støtte for hinanden man skulle tro vi kunne være, bliver vi modstandere. Jeg nægter at "vælge side", male nogen op i et hjørne som "for meget", "for lidt", "for dum" eller "for på tværs". Når jeg snakker med jer hver især oplever jeg jer som lige interessante og inspirerende samtalepartnere.
SvarSletMit yndlingscitat kommer fra sangen "Break Me" af The Lemonheads:
"Speak so softly and lowly
like you want me to hear"
Hej allesammen.
SvarSletJeg må sige at Berit rammer familiedramaet lige på kornet, og får i hendes karakteristik sat os i relief til hinanden. Situationen i lørdags var for mig utålelig, og jeg kan ikke holde til disse dramatiske konflikter. Men er nødt til at "finde mig i" at blive overfuset, og forstå, at der ligger andre og dybere frustrationer bag. I min tilbageholdenhed (eller svaghed) ligger der også nogle dybe frustrationer bag. Både sorg og vrede har jo et eller andet sted sit udspring i "ikke at have det godt". Og det vil jeg gerne forsøge at anerkende, sådan så både Martins og Johans vrede kan blive anerkendt som et symptom på fortsat dysfunktion. Og min grådlabilitet som tilsvarende symptom på dysfunktion, for det er det. Jeg græder ikke fordi jeg vil have omsorg og fordi jeg synes I er onde mod mig, men fordi jeg er ulykkelig over at vi ikke kan være ordentlige mod hinanden, ikke kan tale ordentligt sammen. At en lille åndssvag misforståelse bliver pustet op til en absurd forfølgelse af hvad vi tænker om hinanden. Og at det at jeg græder bliver til et problem, hvor jeg mener at gråd ikke er et angreb, det er vrede derimod. Og så er linjerne jo lagt for vores forhold, og mit forhold til hvem der er værst. Jeg har set Aja og Franciska i deres stereotype mønster, og set hvor enkelt det faktisk er: den enes gråd gør den andens vrede endnu stærkere. Og den andens vrede gør gråden endnu stærkere. Og det er den mekanisme, som har afholdt os fra nogensinde at kunne få et ordentligt forhold. Men hvordan skal vi starte på en ny æra uden råben og skrigen og gråd? Hvem skal starte, og hvad er værst? Jeg ville ønske vi kunne have en mere civiliseret måde at omgås hinanden på, hvor vi rent faktisk viser hinanden en ganske almindelig form for respekt og anerkendelse som mennesker, ikke som brødre og søstre. For det bal er forbi, vi er voksne nu. Men derfor er det måske netop nu vi kan tage fat på en ny og bedre omgangsform, som måske kunne handle mere om fremtiden end om fortiden. Og hvis vi skal have fortiden på plads, så skal det måske drøftes på tomandshånd. For der er jo helt klart også tale om et trekantsdrama mellem i hvert fald os tre fra første kuld. Det fungerer ikke. Og det er der mange grunde til. Berit har fat i noget med hendes junglelov karakteristik. Spørgsmålet er bare, hvordan aflærer vi os de junglelovs mekanismer?
Her får I mit yndlingsdigt af Piet Hein:
At tabe ansigt er en ædel sag
som måske kan redde klodens folk en dag
og være taberen til evig hæder
hvor kun tåber vil se hans nederlag
Okay, så er vi kommet lidt videre. De fleste har snakket med hinanden, trøstet og vendt og drejet situationen. Og meget andet. De fleste har det skidt med, at det endte som det gjorde. Mig selv inklusive. Thomas og Helene er endt der, at de ikke under de nuværende omstændigheder kan mødes med Johan på denne her måde igen. Johan har på sin side meldt ud til mig i en mail, at han ikke har noget at udrede med mig på tomandshånd. Blandt mange andre ting. Jeg har lyst til at skrive en masse om alt muligt der har med os og vores familie at gøre. Men inden jeg gør det, så kan jeg mærke at jeg har brug for at tænke. Snakke og vende og dreje lidt mere, hvad det er der trigger mig så meget.
SvarSletJeg kender jo godt Johan fra den side, og har kunnet undgå den pludselige voldsomhed i årevis. Hvorfor hopper jeg lige ind i junglen igen? Det har jeg brug for hjælp til at finde ud af. Og selvom Johan er provokerende og firkantet, så har han ret i, at det kan jeg ikke finde ud af ved at snakke med ham.
SvarSletMen måske hjælper det at skrive om det.
Måske kender i andre godt fra jeres barndom, at en af jer skulle være far-erstatning? Vi blev jo skilt ad, så jeg boede hos far og Johan og Helene fulgte med vores mor ind i hendes nye liv. Så kom jeres mor ind i vores fælles fars liv, og her i lørdags fik i selv at se hvilken temperamentsfuld ung teenage-søn hun skulle deale med oveni sin kærlighed til vores fælles far. Ja, ja. Ingen er perfekt. Men inden det skete, var jeg i mange henseender Johans far-erstatning. Jeg passede på min lillebror. Jeg elskede ham. Han var en sød lille hvidhåret dreng, der sammen med Helene led den skæbne ikke at være den førstefødte. Det havde betydning ude hos farmor og farfar, hvor vi voksede op med den historie. Martin er nummer et. Vores mor gjorde ikke noget for at dæmpe myten om de uretfærdige far-forældre. Og vores fælles far var nok slet ikke klar over, hvilket spil der var igang mellem hans mor og hans første kone. Men Johan og jeg blev overladt til selv at finde retfærdighed og betydning. Sammen med Helene følte vi os jo som brødre og søstre gør flest. Som nogen der er forskellige men alligevel holder sammen.
Jeg tror det startede med, at jeg gav ham min cykel. Det var en jeg selv havde sparet op til, og købt for mine egne penge. Så det var ikke bare en tom gestus. Det var en kærlighedserklæring. Far og mor bifaldt med passende ros: Nej, hvor er Martin sød og betænksom! Der var ingen der spurgte Johan, om han havde lyst til det arrangement. Det blev forventet at han smilede og var glad for den fiiiiiiiine gave, hans søøøøøøde storebror gav ham. Næh, en aflagt cykel, tusind tak! Vi var simpelthen for små til at gennemskue spillet. Jeg var i hvert fald ikke gammel nok til at forstå, at det var en rolle min far og mor skulle have taget. Da de så gik fra hinanden og vi blev skilt, fortsatte det bare uden at vi gjorde noget ved det. Da jeg blev tilbudt en plads i et halv-kendt Roskilde orkester, var min betingelse at min bror kom med på guitar. Det var langt ude. De havde to guitarister i forvejen. Senere i vores eget orkester blev jeg ham der købte en rigtig Fender Telecaster til ham så han ikke behøvede en kopi-guitar. Jeg fortsatte som far-erstatning ifht at være hans regnskabsfører (sådan noget som tal, det kan Johan jo ikke finde ud af, vel Johan. Nej, jeg er sådan en tal-mongol, tusind tak fordi du gider, Martin) Senere blev jeg hans manager, der roste hans sangskrivningstalenter overalt jeg kom frem (Van Goghs bror-syndromet) Jeg sendte hans musik ind til tv-selskaber, pladeselskaber og senere lavede jeg endda et pladeselskab, så jeg kunne udgive ham og hans daværende kone Berta Coleys plade It's Almost Fairy Time med Flying Fish.
Jeg skriver det her, fordi jeg kom i tanke om at Johan måske ikke føler sig svigtet af far alene. Måske føler han sig også svigtet af mig. Sin far-erstatning. Så inden jeg kommer for godt igang med at finde en diagnose på ham og mig, så skal jeg måske lige stikke piben ind (Der er en facebook-gruppe, der hedder “Folk der peger med piber, har altid ret”) og huske på, at Johan aldrig har bedt om min hjælp.
Jeg skal derfor nok ikke forsøge mere på det. Nu er jeg også kommet lidt af med det til jer andre. Her på skrift. Vi kan ses til familiefester og lignende, og bygge en fed stemning op. Hvis Johan begynder at gå i udbrud, så løber jeg ligesom jer min vej ned ad bjerget igen. Jeg kan og skal ikke hjælpe ham mere. Så kunne jeg sige et eller andet storebrorklogt om at ingen kan få hjælp der ikke har set sit behov derfor. Men jeg vil hellere citere Thomas fra i lørdags:
Du får kun falsk høflighed ud af det
Du bli'r nødt til at lægge dig ne'
det rimer også lidt, synes jeg
Fuck hvor er det sygt det der!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Skal lige af med det, for det der er så perverst at jeg slet ikke har ord for det. Skal nok også tygge lidt mere på den, men seriøst, tror nogen af jer selv at I kan være uskadte af så voldsom omsorgssvigt fra ikke kun forældre men også bedsteforældre? Hold da kæft, og du Martin er så den førstefødte søn af den førstefødte søn=dobbelt op på royalitets-kontoen! Bingo! Vi har en vinder af Lorte-lotteriet! Christ-all-fucking-mighty, altså..
SvarSletJamen den barmhjertighedsgerningsoveromsorgsmani er en god gammel familiearv, som far jo også selv har deltaget i overfor hans egen bror. Så Martin, du er ikke alene. Du er bare et offer for det familie-system, som går på en misforstået opofringsmekanisme, som forældre åbenbart kan pålægge deres børn i misforstået "opdragelse til godhed". Opdragelse til godhed på bekostning af dig selv og dit eget. For vi må jo ikke være egoistiske. Far forærede Jørgen en folkevogn for sine egne børnepenge, har han fortalt mig. Men det var da ligemeget, han skulle jo alligevel ikke køre så meget selv.? Så Jørgen havde en bil, mens far ikke havde nogen. Selvom han var storebror. Det, som er den TOTALE misforståelse i alt det her, er at kærlighed kan købes for penge. Og at kærlighed faktisk ikke eksisterer, eller hvad? Jeg synes vi kommer vidt omkring her, og jeg håber bare, at vi ikke mister "hinanden" på det, jeg drømmer stadig om fred og kærlighed i familien. Og at vi kommer videre med eller uden rigdom. Og helt ærligt (ja, nu undskylder jeg far igen) hvordan skulle han nogensinde have lært at passe på nogetsomhelst med den opdragelse til tossegodhed. Og hvordan skulle vi have lært at passe på nogetsomhelst med en mor, som heller ikke kan passe på nogetsomhelst? Men vi kan endnu nå at finde vores egen "rammer for godhed" - men hold kæft, hvor er det svært! I min situation/rolle bliver jeg pacet frem som god, og jeg holder det ikke ud. For jeg vil gerne være god, men ikke tossegod... Og hvis ikke vi lærer noget af disse mekanismer, kommer det bare til at gå videre til de næste "tronfølgere". Selvom jeg nu nok tror, at de allerede er en hel del klogere, end vi gør os begreb om ;-)
SvarSletOg jeg kan huske at jeg som barn lå under for en underlig "den det er mest synd for, får flest privilegier"-politik. Fx endte Thomas tit på hospitalet pga. polypper, mandler og alt muligt andet. Og hver gang han var blevet udskrevet, så bestemte jeg som storesøster at han skulle bestemme hvad vi skulle lege fordi det var synd for ham at han lige havde været på hospitalet (har selv totalt hospitalsskræk). Men hvem var det i virkeligheden der bestemte når jeg som storesøster BESTEMTE at han skulle bestemme? Og hvor kommer den tvangsprægede tendens til at ville indføre regler, rammer, struktur, ja måske endda en form for etik i vores barneliv? Fra tomrummet vores forældre skabte, ved ikke at tage forældrerollen på sig.
SvarSletJa, det tror jeg er rigtigt og godt set. Som storesøskende har I vel kompenseret, dig og Martin, for den manglende etik eller retfærdighed ved selv at skabe jeres egen form for orden og struktur i familierollerne. Og det er jo ikke forkert, skal vi lige huske. Jeg tror det er vigtigt at vi i denne her familiekrise holder os klart, hvad der egentlig er ok, og så få parkeret det, som ikke var ok. Og jeg er med på nu at få tingene parkeret, om det så er vores mor eller far, der får aben.
SvarSletMisundelse er en forbudt følelse i vores familie, og netop derfor har den fyldt så sindssygt meget mentalt. Og hvor kommer den så fra? Jo, et sted er ihvertfald den mekanisme, at når jeg taler med mor, så får jeg pludselig et pseudo-forhold til Johan og Martin samtidig med. Og jeg har et par gange reageret kraftigt mod det, for det føles så forkert! Hvorfor skal jeg vide alt muligt om to brødre som jeg ikke har noget forhold til selv? Jo, et forhold gennem mor, og jeg må ikke sige noget imod det, for så "interesserer jeg mig jo ikke for jer" eller er arrogant, eller hvad ved jeg. Men det, som jeg reagerer imod, er hendes hysteriske optagethed af jeres gøren og laden, og succeser, som jeg skal reagere på en bestemt måde overfor. Jeg oplevede det dengang du havde udgivet Gerupvej, Martin. Da ville hun have mig til at synes godt om den, inden jeg havde hørt den. Eller hun blev ved med at fortælle mig at den var virkelig god, og jeg blev bare så træt af hendes ivrighed, at jeg lukkede af. Og så var det galt. Men jeg tænker nu, at det er ligesom om, at det er det, som er hele problemet, ikke at jeg er misundelig, men at jeg bliver sat i rollen som misundelig, og kan ikke finde ud af den. Jeg kender i virkeligheden ikke min egen mening, for jeg bliver aldrig spurgt. Eller får ikke en chance for at kunne tage stilling. Jeg synes det ville være lækkert at have forhold til de familiemedlemmer, som jeg har forhold til. Og ikke påduttes et forhold, som reelt ikke eksisterer. Og at det var ok ikke at have et forhold til en bror, hvis det ikke fungerer. Og så kunne det jo godt være at det så alligevel havde en chance for at komme til at fungere en dag. Men det kan altså ikke tvinges frem, og slet ikke af mor. Hun er den sidste som kan genskabe vores relation. Det er hende, som har splittet os ad med hendes dyrkelse af os hver især på kryds og tværs, og på overfladen. Hun vil os alle det bedste, ved jeg, men hun aner ikke, hvad hun gør ved os med sin dyrkelse. Men jeg vil gerne høre dig, Martin, om du også oplever at mor dyrker mig eller Johan overfor dig? Eller har en storebror lidt højere rang og status, så han får lov til at slippe fri?
Sikken vi får skrevet herude. Det er rigtig godt. Selvom vi også bruger bloggen her til at få luft, så får vi også fortalt hinanden om alle de år, der ligger bag os. Jeg bliver klogere på jer og mig selv af at læse jeres indlæg. Vi kan nikke genkendende til hinandens oplevelser. Et meget gennemgående træk er forældre-svigt. Det kommer naturligvis af en følelse af skyld. Uden det ene ikke det andet. Det er ikke noget vi kan lave om på. Det er der vi lander. Vi har ikke selv valgt vores forældre, og vi har på mange måder en unik voksen mulighed for at benytte os af hinanden nu. Jeg er glad for at blive taget ud af rollen som Johans "væbner". Jeg kan rigtig godt lide at snakke med jer to, og jeg har skrevet et langt flerfarvet brev (pænt og sobert synes jeg selv) om mine følelser for ham. Så vil jeg nemlig gerne have det sådan, at han ikke bliver "scape-goat". Det jeg finder ud af, som linierne flyder derudaf er, at jeg jo har jer. Jeg behøver ikke Johan. Måske behøver han os. Det er for mig en væsentlig erkendelse, i er med til at give mig, selvom den lyder banal. Og det håber jeg vi kan blive ved med, for det sætter jeg stor pris på er sket.
SvarSletDet er rigtigt at mor har dyrket os. Men når du spørger, så har jeg også oplevet en stor kærlighed fra mor til dig, uanset hvilken situation du stod i. Hvis du var arbejdsløs, var det at du var ked af det, hun bekymrede sig om. Når jeg på typisk storebror-vis for år tilbage snakkede om at du skulle tage dig sammen, så forsvarede hun dig altid med at du heller ikke fik særlig meget hjælp fra dine mænd. Det betyder på mor-sprog: Hvis det går mine børn godt og de er glade, så har jeg gjort det godt, hvis de er kede af det eller frustrerede, så har de giftet sig med en forkert mand/kvinde.
Jeg er glad for at vi snakker sammen, og jeg savner jer faktisk allerede i fysisk tilstand. Sådan face-to-face som man siger på tysk.
Undskyld, hvis jeg lyder storebror-skal-lige-opsummere-og-det-hele-skal-heller-ikke-være-så-negativt-agtig. Tilgiv mig. Jeg er ikkuns en mand, og jeg prøver så godt jeg kan. I skal ikke hoppe på positiv-listen, hvis det ikke er der i er. Berit, du har helt sikkert meget mere i din bog, hverken mig eller Helene kender til
SvarSletJeg er glad for at du skriver igen Martin. Og vi skulle måske tage den face to face, men skrivningen giver på en eller anden måde også mulighed for reflektion og den tid, som jeg altid savner, når jeg sidder face to face. Og det er ikke (finder jeg lige nu ud af) krysteragtigt eller konfliktskyhed, men simpelthen langsomhed, jeg er altid lidt langsommere end dig. Faktisk langsommere end de fleste, desværre. Det er med til at gøre det svært for mig at begå mig i mange sammenhænge. Men den tillid og tryghed, jeg føler lige nu, gør mig mere sikker og modig. Og nu vil jeg kun sige en ting mere om vores mors måde at forholde sig til mine problemer: Hun projicerer fuldstændig sit eget over på mig, det sker direkte. Mine mænd er i virkeligheden hendes mænd som ikke hjælper og som hun ikke kan gøre noget ved. Så det smerter hende at se, at mine mænd heller ikke hjælper. Mit lod er, at jeg har fået tildelt et liv i afhængighed, afhængighed af mænd. Det var derfor jeg altid var så ulykkelig, da jeg var yngre. Jeg havde jo ikke den mand, som kunne redde mig og få mit liv til at lykkes. I virkeligheden var det en dyb ensomhed, jeg følte. I havde altid en kæreste, dig og Johan, og så havde I tilmed hinanden. Tror faen jeg var så misundelig på jer, og som jeg jo ikke måtte være. Misforstå mig ret, jeg er heller ikke ude på et korstog mod mor, jeg har brug for at have et okay forhold til hende. Og jeg tror ikke på, at jeg kan opnå noget ved at tage fat på denne historie med hende. Og jeg prøver også på at forstå det. For der er en mekanisme med, at man som mor og kvinde ser sin datter som et spejl foran sig. Men det er ikke et spejl den anden vej. Ingen kvinde bryder sig om at se sin mors sider i sig, sjældent ihvertfald. Vi vil helst være kommet videre, have udviklet en vis selvstændighed og kunne klare os selv. Men det, som jeg gerne vil frem til med vores relationer til hinanden er, at vi ser hinanden direkte og ikke gennem mors filter eller briller. For det er ikke os, men hendes forestillinger om os. Så det jeg prøver at forstå er, at din reaktion over for mig, har været afledt af hendes forestilling af, hvordan mit liv hang sammen. Men det sker jo også fordi du ikke har så meget andet at kende mig med. Og Johan har slet ikke, og har ikke haft det i mange år nu. Jeg holder mig fra ham, fordi han er så eksplosiv og konfronterende hver gang vi ses. Det kan jeg slet ikke med, slet ikke med en, som jeg ellers aldrig ser. Og hvordan kan han tro, at han kender mig? Jo, han kender mine mekanismer og mine svagheder. Og dem har han nu fundet ud af er mit magtmiddel, uha. Så vi står overfor hinanden med to meget forskellige våben, vi kan krydse klinger med. Hvis vi gider, jeg gider ikke. Og jeg vil heller ikke være med til at vi på kryds og tværs skal vælge side i familien, for eller imod Johan eller mig. Jeg vil egentlig helst lade det gå i glemmebogen, for der er ikke noget i det, andet end dyb frustration over noget helt helt andet. Den splittelse og rivalisering der er imellem os søskende, som skyldes noget helt andet end os selv og hinanden, for vi kender i virkeligheden ikke hinanden ordentligt. Men det kan være vi kommer til det nu :-)
SvarSletMin mening er, og den kan I jo bare afvise, at så længe I ikke erkender det omsorgssvigt I har været udsat for, i det mindste inde i jer selv, så vil jeres vrede stadig blive omdirigeret mod hinanden, i stedet for der hvor den hører hjemme: hos jeres forældre. Da I var små var det ikke muligt for jer at gennemskue hvad der skete og derfor blev I vrede på hinanden, for et eller andet sted skal alle de undertrykte følelser have et afløb. Men havde nogen sagt det her til mig for bare et halvt år siden havde jeg ikke selv taget det til mig, så det forventer jeg heller ikke at I gør. Selvom jeg godt kan have svært ved helt at forstå Johan, så føler jeg stadig at han har fat i det rigtige når han italesætter det svigt, og nægter at gå med på undskyldninger, forklaringer og "jamen der er da også gode ting ved vores forældre"-diskursen. Hvis I var blevet banket sønder sammen fra morgen til aften og bollet i røven, ville I så også synes vi skulle se nuanceret på krænkeren? Det er selvfølgelig også nemmere for mig for jeg har ikke mere noget i klemme, og jeg har ingen børn som jeg ønsker skal have et forhold til deres bedsteforældre. Derfor kan jeg nu sige: Min far er mentalt handicappet, han fik mig fordi "min mor så gerne ville have børn"=tak for lort, han var ikke i stand til at beskytte hverken os eller jer mod vores skingrende sindssyge, personlighedsforstyrrede mor, hendes alkoholmisbrug og følelsesmæssige misbrug af mig som i sidste ende gjorde Thomas til et let offer for en anden misbruger. Hvad jeg har fået af gode ting fra mine forældre er slet ikke relevant i denne sammenhæng, hvor "lidt de kunne gøre for" det der skete, om de aldrig havde lært andet selv eller hvorvidt noget af det var intentionelt er pisse-hamrende-bedøvende-ligemeget! Hvis jeg var blevet forbrændt af kogende vand ville jeg heller ikke prøve at forstå hverken vandet eller elkedlen, jeg ville straks hælde koldt vand på og gennemleve den smertefulde proces at komme gennem smerten og få helet huden. Men når det er psykiske "forbrændinger" forårsaget af vores forældre kortslutter vores intuition åbenbart så vi glemmer at vi skal give os selv førstehjælp, det er os der er blevet skadet af dem ikke omvendt!
SvarSletJamen, det er netop også derfor, jeg ikke har noget at skulle hverken diskutere eller lave om på ved min mor, for det er for sent, skaden er sket. Men jeg kan måske appellere til, at andre ser på mig og ikke på mig gennem min mor. Og jeg kan også godt se, at far måske aldrig skulle have haft børn. Men nu er vi her altså, alle fem. Og vi har et liv, vi kan vælge vores liv lige nu og her. Sammen med hinanden og alle vores skader kan vi måske skabe et mere nuanceret blik på tilværelsen, som kan gøre at vi kan hjælpes ad med at få samlet trådene, så der bliver håb, også for kommende generationer med vores gener (læses med hårdt g).
SvarSletJeg er heller ikke fortaler for at tage noget som helst op med forældre, kun med sig selv og allerbedst med hinanden som søskende. DER er en chance for at give stemme til vores indre, sårede børn, byde dem velkommen tilbage i verden med alle de følelser de ikke måtte have engang, uanset hvor grimt og beskidt deres sprog er. Jeg kan huske hvordan vi altid skulle vaske hænder før vi måtte spille på farmors flygel ude i Dåstrup og jeg ser samme tendens når vi snakker sammen: vi skal lige vaske munden i sæbe før vi giver udtryk for hvad vi føler. Men følelser ER rå, især hos små børn, og al den fortrængte smerte og vrede vi bærer rundt på bliver aldrig hørt fordi der altid er en stedfortræder-farmor der lige ber folk om at tørre fødderne af og vaske hænder før de udtrykker deres inderste. Fuck semantikken, lyt til budskabet.
SvarSletOg budskabet er? At farmor og farfar burde have sagt til vores forældre, at de burde sige til deres børn, at de skulle vaske deres hænder, tørre fødderne af og hvad der ellers var af ordensregler i deres hjem? Jeg tror ikke på at det var det, at I skulle vaske jeres hænder og tørre fødderne af, jeg tror det var det, at I kunne mærke en irritation og dyb foragt for forældrene, måske især moderen, over at børnene ikke var opdraget ordentligt. Det samme skete jo hos bedstefar og bedstemor (min mors mor) hvor bedstefar var dybt forarget over at de børn ikke kunne sige pænt goddag eller farvel. Unger der for rundt som små rotter. Jeg kender fra mig selv den irritation jeg selv har over for børn som ikke kan slappe af og hele tiden skal manifestere sig overfor sine omgivelser. Jeg har virkelig svært ved at acceptere det, for det er tegn på svigt et eller andet sted. Børn, som søger negativ opmærksomhed konstant, bare for at blive hørt og set. Hvor er det bare irriterende, men desværre er det bare ved at være så normalt i dag. Og det resulterer i, at de der råber højest, får ret/sin vilje, så vi er ikke kommet et skridt videre ved bare at acceptere det, efter min mening....Og jeg ved ikke hvad det er, men jeg er altså uhyggeligt følsom overfor larm og også børn, der græder, jeg kan ikke holde det ud. Jeg ville aldrig kunne arbejde med børn, for jeg bliver sindssygt påvirket af deres voldsomme udtryk. Måske har jeg hermed afsløret en meget slem svaghed, ikke at kunne forholde mig til det nærmest. Men begge typer af udtryk er jo udtryk for mistrivsel på en eller anden måde, og børn skal jo have det godt, så de kan vokse sig store og stærke i deres egen krop. Men måske kan gråd eller vrede nærmest gå hen og blive en ren nydelse, jeg kan godt selv komme i tanker om, at gråd til sidst kunne være sådan en befrielse, en slags afløb, hvilket vrede jo også kan gå hen og være. Et afløb....Det har nogen gange hjulpet mig ud af en slem hovedpine f.eks.
SvarSletNoget andet er, at vi ved ikke hvordan vi virker på andre, hvis ikke vi engang imellem hører hvad vi selv siger. Og det gør vi sjældent, for vi husker intentionen med det, vi sagde, men ikke hvad vi egentlig sagde. Til gengæld husker andre godt, hvad der blev sagt. Og sproget er altså en del af det. Hvis jeg bliver kaldt en stor lort eller psykopat, så er det vigtigt, at den som har sagt det er klar over at det har nogle konsekvenser at kalde mig for det. Med mindre vi kan lave et godt grin ud af det. Og der synes jeg vi har nogle forudsætninger ved at vi har den humor, som kan være så afmonterende, så det ikke bliver så tungt. Men så er der måden, det bliver sagt på og alt det der. Kommunikation er en skidesvær kunst, og vi kan alle blive bedre til det. Og det kan godt være at vi på skrift kan blive mere klare i virkeligheden, eller ihvertfald for tiden.
Den havde jeg faktisk ikke tænkt over, at der lå foragt bag håndvaskeriet, for foragten blev jo åbent manifesteret i voldsomme skænderier mellem de voksne, jeg var ikke i tvivl om som barn at alle hadede min mor og omvendt. Det jeg nok havde svært ved at finde ud af var om de så også hadede mig og Thomas, den kunne jeg aldrig rigtig greje fordi den eneste voksne der snakkede med mig om det var min mor som jo ikke evnede at se ud over sin egen næsetip. Og intet barn kan være illoyal overfor sin mor, jeg kunne ikke tænke: "Nåh, så alle de der eventyr om den onde stedmor/dronning/heks, det er altså MIN mor". Tværtimod spejlede jeg familien i Dollars, hvor min mor var Krystle, far var Blake Carrington og Judith var Alexis, og I tre var så de voksne børn Fallon, Steven og Jeff. Der manglede bare Thomas og mig, for Krystle og Blake havde jo ingen børn, først sent fik de en lille Krystina, som blev parrets redning, for der fik Krystle endelig manifesteret sig med en arving i dynastiet. Tror egentlig Krystinas skæbne nok kom til at ligne min meget, bare i en mere luksuriøs udgave. Du har selv sagt Helene, at du blev født med det formål at kitte familien sammen, og jeg ved at jeg blev født for at give min mor oprejsning, lige der har vi to eksempler på overgreb. Det er ikke okay at sætte børn i verden af andre grunde end at man vil elske det og derfor gøre alt for at beskytte det og allervigtigst aldrig lade nogen eller noget knække dets sjæl. Min sjæl er smadret i tusinde stykker og jeg ser ingen anden vej til at hele den end en vedholdende granskning af hvad der er mig og hvad der ikke er mig. Jeg har fået at vide at jeg er for vred, for hadefuld, tænker for meget, måske dybest set "er for meget", og det ser jeg egentlig som tegn på at jeg endelig er ved at finde ud af hvem jeg er. Hvis nogen kalder dig for psykopat eller en stor lort, så kunne du prøve at gå med ind i det i stedet for at stejle. For hvis du pludselig fremstår sådan for en anden er det så nødvendigvis en dårlig ting? Tænk hvis du i stedet for at gå rundt som en tjendende ånd i familien og kitte her og der hvor sprækkerne opstår, lagde kitten fra dig og sagde "Øh, hvor er min ansættelseskontrakt som familiens kitter? Nå, der er ikke nogen, for jeg har aldrig ansøgt om den stilling. Fra nu af er jeg freelancer, og jeg tilrettelægger selv mine arbejdstider og mine projekter".
SvarSletOg så er det spøjst at når jeg tænker over hvilken adfærd hos børn der trigger mig mest, så er det faktisk ikke den udadreagerende, voldsomme adfærd. Den elev der har trigget mig allermest igennem mine år som lærer var en lille pige som når hun blev oprevet over noget, lukkede i som en østers og ikke var til at hive et muk ud af. Jeg opfattede det som den totale afvisning, silent treatment, krukkethed og prinsessen på ærten og det provokerede mig fuldstændigt. Hvis jeg gravede lidt ned i min barndom ville jeg nok finde tilfælde hvor denne "lukken af" for verden ikke var tilladt for mig, og derfor er min irritation på den pige i dag, en irritation over en adfærd som jeg gerne selv ville have haft lov til at udvise, det psykologien kalder en skyggeside. Og ja sådan som jeg hoppede og sprang rundt og prøvede at få de voksne til at have det godt som barn, når de forskansede sig i psykose, alkoholmisbrug og livslede, ja så er det nok ikke så mærkeligt at den adfærd trigger alt inde i mig.
SvarSletDet er egentlig sjovt at snakke om, hvordan det kan hænge sammen. Det er nok ikke entydigt. Men jeg kan godt forestille mig, som Berit at den introverte barndom følger en stærk anfægtelse med sig, når man som voksen genfinder det karaktertræk hos et barn, man f.eks. har i skolen.
SvarSletJeg var på Rødovre Skole i onsdags, for at besøge en musiklærer Kenn C, jeg havde hørt godt om. Der er ikke så mange af hans slags i folkeskolen mere. Musiklæreruddannelsen er der næsten ikke noget tilbage af, og selvom der er unge dygtige musikfolk som aldrig før, så kan de ikke holde til børnene, når den kreative gæk bliver sluppet løs.
Derfor interesserer det mig, når der er en der kan få det til at fungere. Det var sjovt, at opleve at det der gjorde forskellen var meget enkel. Han havde forberedt sig, og havde en musikquiz med, så de kom godt igang. Så lavede han lytteøvelser og rytmeøvelser i klassen. Stoppede og gik videre når aktiviteten havde varet ca 10 minutter. Så gik de allesammen op til musiklokalerne og ud i værksteder, hvor de øvede sammen 4-5 stk. Derefter samlede han dem i en stor gruppe, og de fik spillet sammen. Måden det lykkedes var at han var meget rolig. Med en engels tålmodighed anerkendte han alt hvad der blev sagt. Men undgik dialog om "bevidst" negative signaler fra enkeltelever. Jeg synes det er svært, betød hjælp. Jeg synes det er kedeligt overhørte han i første omgang. Jeg kunne aldrig undervise i folkeskolen i musik på den måde Kenn gør det. Det ville slide mig op, og mit temperament skulle dulmes med beroligende medicin før jeg overhovedet turde træde ind i klassen. Af angst for at komme til at slå. Eller bide! Jeg forstår virkelig godt, hvad far og Jette har slåsset med og hvad alle folkeskolelærere slås med. Det er ligesom om man skal give slip på sin værdighed. Men alligevel. Det var godt at være sammen med Kenn. For han gik til jobbet, velforberedt og indfølende, tålmodigt og rummeligt. Men som Helene skriver, så skal man ind i sig selv og finde ud af. Kan jeg med det her med vilde, stille, larmende, grædende, videbegærlige, dovne, provokerende børn. Hvorfor vi kom ind på den her læredebat. Skolehalløj. Måske fordi vi er en skoleskole-familie, der i mange henseender er videbegærlige og forventer det samme af andre. Nok herfra. Altid spændende at se jeres skrifter. Vi må snart ses. For real.
Der er snart gået 5 mdr siden vi mødtes. Jeg kan se på Berits første indlæg, at der er et ønske om ikke at falde i de fælder, der må dukke op undervejs når sådan nogle som os mødes igen efter mange år. Du skriver at du ikke vil indlede et forældre-korstog. Det tror jeg er klogt tænkt. De er, som du skriver, dem de er og var og det eneste vi kan gøre er at tale om er hvad vores opvækst med dem har betydet for vores personlige udvikling og vores relationer til hinanden. Det er en anerkendelse af os som voksne, selvstændige individer.
SvarSletDu skriver også at vi søskende måske kan finde frem til en fælles historie, i respekt og anerkendelse for at vi har forskellige virkeligheder. Det peger fremad. For det er ingen kunst at se tilbage. Den store udfordring vi står overfor er at se fremad. Du har haft en frygtelig, forfærdelig barndom, og den kan du ikke lave om på. Du kan, som du skriver, reflektere over din egen del. Ligesom jeg kan reflektere over min del.
Du har nu din egen blog, og den vil jeg kommentere på en dag jeg er helt sikker på hvad jeg skal skrive.
Ikke fordi jeg ikke har gjort mig tanker. Men jeg læser måske for meget vrede og uforsonlighed ind i dine indlæg, og det går ud over min evne til at tænke klart.
Du starter denne blog med at skrive, at du hver især oplever os som lige interessante og inspirerende samtalepartnere. Et meget rummeligt og imødekommende indlæg med en advarsel om at vi søskende ikke skal blive hinandens modstandere. Du skriver at sådan en familie som vores, står i fare for at blive splittet op i konkurrencen om den smule anerkendelse, omsorg og nærvær der er tilgængeligt.
Thomas siger blandt mange andre ting, at han kan rumme dig. Det betyder at han vil dig og at han kan lide dig. Når du bliver vred over det, så må du spørge dig selv om, hvorfor du gør det? Og hvor det fører dig hen? Han kan have mange grunde til at sige det. Den mest nærliggende er at du ligesom resten af familien kan være ret besværlig at være sammen med. Og måske er det mere sig selv, han siger det til. En anden grund kan være, at han ikke mere gider at snakke om jeres fortid. Men godt kan lide at være sammen med dig. Indsatsen for at anerkende og forstå hinandens virkelighed gælder begge veje. Det er i alt fald den følelse mange venskaber, familieskaber og kærlighedsforhold bygger på hvis de skal vare ved. Hvis de skal vende dysfunktion til varme og nære relationer. Alle mennesker har en syg og en dysfunktionel side, skulle jeg mene. Det er et livsvilkår. Og dermed en del af alles familiehistorie.